Der er noget helt særligt ved Smukfest. Det er som om, man træder ind i en parallelverden, hvor glitter, musik og grin smelter sammen med dybe samtaler og uventede møder. Jeg er nu på mit tredje år, og lad mig bare sige det: jeg er hooked.
Nogle siger, man skal lære at kravle før man kan gå — og jeg siger, man skal lære at rulle før man kan smukke. 😂 I år fik jeg den kæmpe ære at repræsentere Menneskebiblioteket på Kærligheden, og det føltes som at være præcis dér, hvor jeg hører til. Hvis du havde spurgt mig for mange år siden, hvad jeg drømte om som voksen, ville jeg have sagt: at være ude blandt mennesker og nedbryde fordomme. Og tænk engang — det er mit arbejde nu. 🙏🏻
Er du okay? Ja, jeg sidder bare og venter på mad. Chill.
Der var dog ét fænomen, der gentog sig: folk stoppede mig, når jeg sad alene, og spurgte bekymret, om jeg var okay. Jeg må åbenbart ligne en, der er ved at falde sammen som en festivalpølse i solen 😂 Men bare rolig — jeg var helt okay. Træt, ja. Medtaget, ja. Men det er intet, som kaffe og sukker ikke kan fikse.
Og når man ovenikøbet får lov til at dele Smukfest med sin lillebror, så topper det hele. Det er de øjeblikke, man lever højt på længe efter, musikken er stilnet.
Kræw-liv og osteklokke-følelse
At være en del af Kræwet er som at leve i en osteklokke af glæde, kaos og fællesskab. I de 14 dage Grøn står på, glemmer man tid og sted og lever i nuet med de sejeste mennesker, jeg kender. I år var Esbjerg et strålende eksempel på, hvad vi kan udrette, når vi står sammen og har hinandens ryg.
På sidste dagen i Valby, da jeg rullede rundt på pladsen, tænkte jeg: Hold da op, hvor er jeg heldig. Jeg står tilbage med en følelse af stolthed, taknemmelighed og en træthed, der kun kommer af at have levet fuldt ud.
Jubilæum i 2026? Count me in.
Der er nogen, der har hvisket, at jeg har jubilæum næste år. Og det forpligter. Jeg gik ellers med tanken om, at i år skulle være min sidste hele tur… men altså, når man først er kommet ind i Kræwet, så er det som en festival-version af Hotel California: you can check out any time you like, but you can never leave. 🤪
Så mig slipper I ikke for lige foreløbigt. Tak til Ronni, Asta og hele holdet bag Menneskebiblioteket — det har været en udsøgt fornøjelse at hænge ud med jer.
