Tænk hvis ingen af os med handicap skulle bruge så meget af vores liv på at kæmpe for noget så simpelt som retten til at leve et værdigt liv. Tænk hvis vi blev mødt med tillid i stedet for tvivl. Med muligheder i stedet for begrænsninger. Med støtte i stedet for kontrol.
Jeg lever med Cerebral Parese. Det betyder, at jeg sidder i kørestol og er afhængig af mine handicaphjælpere for at få hverdagen til at fungere. Det betyder også, at jeg har brugt alt for mange år på at kæmpe for timer nok til at kunne leve et liv, der er mere end bare overlevelse. Jeg har kæmpet for at kunne være spontan, for at kunne være social, for at kunne være ung — uden at hele mit liv skal planlægges ned i minutter.
Jeg har stået over for mennesker, der ikke troede på mig. Mennesker, der så min diagnose før de så mig. Jeg har skullet forklare mig selv igen og igen, som om mine drømme og behov skulle godkendes af andre, før de kunne tælle. Det slider. Ikke kun på kroppen, men på selve følelsen af at høre til.
Da coronapandemien ramte, og vi blev sendt hjem, begyndte tankerne at fylde. Mit højskoleophold nærmede sig sin slutning, og jeg vidste, at jeg skulle videre — men hvorhen? Jeg kontaktede min hjemkommune i håb om, at nogen ville hjælpe mig med at finde min vej. I stedet fik jeg tre valgmuligheder, der føltes som tre lukkede døre.
Jeg kunne blive på højskolen, selvom jeg var mentalt udmattet og klar til noget nyt. Jeg kunne flytte på et bosted, selvom jeg er en ung mand med drømme, ambitioner og et aktivt hoved — og ikke kunne se mig selv i et miljø, hvor jeg ikke ville blive udfordret. Eller jeg kunne flytte hjem på mit gamle børneværelse hos mine forældre. Kommunen havde ingen boligmuligheder til unge som mig, der både har brug for hjælp og ønsker et selvstændigt liv.
Jeg var i chok. Jeg troede, at man blev taget i hånden. At nogen ville hjælpe mig med at finde min plads i verden. I stedet stod jeg dér — ung, håbefuld og klar til livet — og blev mødt af et system, der ikke havde plads til mig.
Det er derfor, jeg skriver dette.
Jeg håber på en fremtid, hvor socialrådgivere får tid og ressourcer til at se mennesket bag sagen. Hvor dem, der sidder bag skrivebordet, tør stole på, at vi, der lever med handicap, er eksperter i vores eget liv. Vi ved, hvad der fungerer. Vi ved, hvad der ikke gør. Vi ved, hvad der skal til for, at vi kan leve et liv med frihed, værdighed og deltagelse.
Jeg håber på en fremtid, hvor vi ikke skal kæmpe for hver eneste time, hver eneste bevilling, hver eneste mulighed. Hvor vi ikke skal bevise vores værd for at få lov til at leve.
De valg, vi træffer i dag, afgør, hvor mange der får mulighed for at være med i fremtidens Danmark. Jeg håber, at politikerne vil tage ambitionerne for handicapområdet med ind i de beslutninger, der bliver truffet nu — for vores liv kan ikke sættes på pause.