Nogle oplevelser sætter sig ikke kun i kroppen, men også i sjælen. Dette er historien om, hvordan musik fandt vej ind i et rum, hvor der ellers var stille – og hvordan et enkelt band mindede mig om, at man godt kan mærke sig selv, selv når kroppen gør sit eget.
Jeg har ofte fået spørgsmålet: Hvordan kan man elske sig selv, når man lever med en funktionsnedsættelse? Det er et spørgsmål, der ikke bare sætter sig i kroppen, men også i tankerne. For mig har det taget lang tid at forstå, at jeg ikke er som alle andre – og at jeg heller aldrig bliver det. Min krop har hele mit liv været en arbejdsplads for andre hænder end mine egne, og det efterlader ikke meget plads til egenomsorg. Ikke meget plads til at mærke sig selv.
Alligevel har jeg fundet små sprækker af frihed. Når jeg træner, og pulsen stiger, bliver min krop pludselig min igen. I de øjeblikke er den ikke begrænset, men levende. En krop, der arbejder, der vil, der kan. Men efter høj puls kommer ofte spasmerne, der river mig ud af følelsen igen. Og dér har musikken altid været mit helle. Et sted hvor jeg kan trække vejret, når kroppen ikke vil samarbejde.
Det var også musikken, der fandt mig en forårsdag i 2021, midt i coronanedlukningens stilhed. Jeg sad på mit værelse og lod Spotify føre mig rundt, da min handicaphjælper nævnte et band, han kendte nogen i: Downtown July. Jeg havde sat forventningerne lavt, da han trykkede play på “Den tynde mur”. Men det tog kun få sekunder, før noget i mig vågnede.
Stemmen, der mødte mig, var både silkeblød og rå. Ærlig på en måde, der ikke krævede noget af mig, men bare inviterede mig ind. Det føltes som at træde ind i et univers, hvor man ikke skal forklare sig. Hvor man bare må være.
Første gang jeg så dem live, var under Aarhus Festuge. Vi stod en lille flok og skrålede med, og allerede dér kunne man mærke, hvordan de fem venner bar musikken frem med en kærlighed, der nærmest strømmede ud over scenekanten. Fra første tone var det som at blive omfavnet af noget større end én selv. Jeg tænkte: De her kan blive store. Folk skal bare opdage dem.
Det, der gør Downtown July særlige for mig, er deres tekster. De rammer de steder i én, hvor man troede, man stod alene. De sætter ord på følelser, man selv har haft, men aldrig helt turdet sige højt. Og med en korsanger i frontlinjen er deres liveudtryk blevet endnu mere nærværende – som om sangene får en ekstra puls, et ekstra lag af menneskelighed.
Med debutalbummet Kravler før vi går viser Downtown July, at de ikke bare laver musik. De skaber et rum. Et sted, hvor tanker og følelser får lov til at kravle, før de går. Et sted, hvor man kan mærke sig selv – også når kroppen gør ondt, eller verden larmer.
En musikalsk omfavnelse af @downtown.july
Det er et univers, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Og et univers, jeg synes, andre også bør besøge.