Der er tidspunkter i livet, hvor tankemylderet tager over, og hvor intet føles helt rigtigt. Når tanker, følelser og oplevelser begynder at larme, kan det være en befrielse at få dem ned på skrift—ikke for at finde hurtige svar, men for at få klarhed og give dem plads. Dette blogindlæg er netop sådan et rum. Et sted hvor jeg ser tilbage på det seneste år, de kampe jeg har taget, de sejre jeg har vundet, og den forandring, der har formet mig. Det har været mørkt. Det har været smukt. Men frem for alt har det været levet.
Når jeg skriver det her, så er det cirka et år siden jeg åbnede op for min oplevelse med stress, angst og depressive perioder. Det er uhyggeligt at se tilbage på og indse hvor langt man faktisk var nede. Men det har været rart at min tætteste omgangskreds har vidst hvad der var på spil, når jeg ikke selv var helt klar over den effekt det havde på mig. Så jeg fandt ud af at jeg måtte tage konsekvensen af det og flytte. Dermed startede jeg forfra i det store kommunelotteri. Forstået på den måde at det er forskelligt fra kommune til kommune hvad man kan få i velfærdsydelser. Men min oplevelse er at den mindre kommune jeg er flyttet til, rent faktisk er villige til at gå i dialog og undersøge tingene jeg kommer med og ikke bare spiser mig af med dårlige undskyldninger eller et ligegyldigt autosvar. Men alligevel oplever jeg at skulle dokumentere mine behov for hjælp helt uhæmmet, bare for at få lov til at leve det liv jeg gerne vil. De skal være sikre på at det er rigtigt det jeg siger. Jeg føler mig nærmest helt umyndiggjort, når jeg hele tiden bliver mødt af skepsis fra kommunen. Jeg skal forklare igen og igen hvorfor jeg har brug for de ting jeg beder om. For dem handler det om kroner og ører, for mig handler det om livskvalitet og retten til at være et ligeværdigt menneske på lige fod med alle andre.
Det står lidt i skarp kontrast til alle de muligheder som jeg heldigvis har fået på trods af en smal ordning. Jeg startede til kørestolsbasket i foråret 2023, som en fritidsaktivitet. Det åbnede muligheden for at jeg kunne spille kørestolsrugby, da jeg blev opfordret af min basket træner til at starte. Jeg har altid fået af vide at man ikke kan mange ting så, at jeg sidder her i dag og dyrker to sportsgrene, det føles ligesom at være med i en drøm. Det var aldrig noget jeg havde troet at jeg kunne opnå eller få mulighed for. Bare for et år siden turde jeg ikke at håbe på at jeg blev udtaget til diverse arrangementer, da jeg kæmpede med kommunen om at få timer nok til bare at dække mine basale behov. Og nu har jeg mulighed for at deltage på lige fod med de andre, fordi der er styr på de basale ting i min ordning.
I forhold til at jeg for et år siden nærmest skulle kæmpe for bare at overleve og få hverdagen til at fungere, så har jeg nu mulighed for at dyrke min sport og have et pusterum og en ordning med en lille smule luft i, som gør det muligt for mig at udleve mine drømme.
Jeg havde også fornøjelsen af at være en del af DGI Landsstævne i år. Det gør mig stolt at det første år jeg var afsted også var første år hvor parasporten var repræsenteret. Jeg føler mig heldig og beæret over at få lov til at være en del af et så stort fællesskab, der gør så meget for folk som ellers hurtigt kan føle sig anderledes og uvelkommen i sportens verden. Men her er der plads til alle og det er fedt at kunne være en del af at vise folk at man sagtens kan en hel masse ting selvom man har et handicap.
Den samme frihed og stolthed oplevede jeg da jeg var på nogle af landets festivaler i år. Det var meget rørende at mærke stemningen og være et sted hvor der ikke bliver taget unødigt hensyn til handicappede, men hvor man får lov og mulighed for at være en del af festivalen på lige fod med alle andre. Jeg tog i år et aktivt valg om at være nede blandt publikum under koncerterne i stedet for at være på handicappodiet, og det var så fedt at mærke stemningen. Det er noget jeg kan leve højt på i lang tid. Her er det også vigtigt for mig at vise folk at man sagtens kan tage på festival som alle andre, på trods af sit handicap.
Det sidste års rejse har lært mig, at selv når livet føles skrøbeligt og uoverskueligt, kan der opstå styrke i erkendelse og frihed i forandring. Jeg har set mørket i øjnene og plantet håb der, hvor der før kun var tvivl. Jeg har oplevet frihed i fællesskaber, og jeg har mærket livsglæden vokse, når muligheder bliver til virkelighed. Selvom kampen for ligeværd stadig kræver sin energi, ved jeg nu hvad jeg står på og hvem jeg står sammen med. Jeg skriver dette som en hyldest til min egen udvikling, men også som et opråb: til dem der kæmper, til dem der tvivler, og til dem der drømmer. Du er ikke alene—og det er aldrig for sent at genopdage, hvad det vil sige at leve med stolthed, frihed og mod.