Nicolaj

Det har taget mig lang tid at acceptere, at jeg ikke er som alle andre og aldrig kommer til at blive det

Min fortælling

Hvordan kan man elske sig selv, når man lever med en funktionsnedsættelse? Det har taget mig lang tid at acceptere, at jeg ikke er som alle andre – og aldrig kommer til at blive det.

Min krop har hele mit liv været en arbejdsplads for mine hjælpere, og derfor har der været meget lidt plads til egenomsorg og selvforkælelse.

Noget af det, der har hjulpet mig til at få et bedre forhold til min krop, er fysisk aktivitet, hvor jeg får høj puls. Der mærker jeg virkelig min krop og alt det, den faktisk kan. Den er ikke begrænset, men en funktionsdygtig krop, der arbejder på lige fod med alle andres. Det har dog en bagside, da jeg kan blive ramt af voldsomme spasmer efter hård træning. Alligevel har jeg fundet små sprækker af frihed. Når jeg træner, og pulsen stiger, bliver min krop pludselig min igen. I de øjeblikke er den ikke begrænset, men levende. En krop, der arbejder, der vil, der kan. Men efter høj puls kommer ofte spasmerne, der river mig ud af følelsen igen. Og dér har musikken altid været mit helle. Et sted hvor jeg kan trække vejret, når kroppen ikke vil samarbejde.

Noget andet, der har hjulpet mig til at komme i kontakt med min krop, er massage og fysisk berøring fra andre mennesker. Her har jeg først benyttet mig af en massør og senere en escortservice, hvor jeg fandt ud af, at man kunne kombinere massage med fysisk berøring.

Mødet med denne verden har givet mig bekræftelse, selvtillid og troen på, at jeg er god nok, som jeg er. Jeg har lært, at jeg også kan tilfredsstille et andet menneske, og at det ikke hele tiden er mig, der skal være i fokus. Her får jeg lov til bare at være mig.